tirsdag den 29. april 2014

Sommerkjolen til mor

Den perfekte sommerkjole er nærmest umulig for mig at finde, men i fredags skete miraklet midt i Magasins larm og varme! Kjolen svævede rundt på en bøjle og kaldte på mig. Jeg er sikker på, at andre også kunne høre det. Den opfylder alle mine krav: den har ærmer, den er i et løst snit, den når næsten ned til knæet, den er tynd og den er nem at vaske! Som ekstra bonus er den blomstret, lyseblå og skal ikke stryges! 




Jeg har engang fået en køleskabsmagnet af min mor med et motto på: 
"Dem, der siger, lykke ikke kan købes for penge, ved ikke, hvor de skal shoppe". 

Den rammer plet i denne situation! Kjolen blev min fredag eftermiddag og er allerede brugt 2 gange, vasket 1 gang og hænger nu klar i skabet til næste gang. Jeg ved, at kjolen kommer til at hænge på mig hele sommeren. 

På de rigtig varme dage vil jeg bruge den sammen med klip-klappere og på lidt køligere dage sammen med ballerinaer og en cowboyjakke eller læderjakke. 

Emma godkendte kjolen med det samme, for da jeg tog den på, pegede hun på mig og sagde "mor, fin". Så er dagen reddet!  





Kjolen kan findes her hos Ganni


søndag den 27. april 2014

Mason Pearson hårbørste

Verdens bedste hårbørste! Intet mindre simpelthen. Til min fødselsdag sidste sommer var jeg så heldig at få denne hårbørste af min søde mand - og som bonus havde han også købt en børnevariant til Emma. Selv Emmas genstridige, tynde fehår bliver børstet blødt og glat uden problemer.

Jeg kan ikke anbefale den nok! Eneste minus er den meget pebrede pris. Til gengæld køber man en ven for livet og slipper for magtkampe efter hvert bad med både sit eget hår og barnets sarte hovedbund. 
Børste til voksen her

Børste til barn her

tirsdag den 8. april 2014

Når udklædning bliver et hit

Emma har meget, meget længe nægtet alt, der har med udklædning at gøre. Hun vil ikke have spænder i håret (på trods af hår ned i øjnene), elastik i det lange nakkehår eller udklædningstøj på. Til fastelavn havde jeg købt et skønt Barbapapa-kostume, fordi hun eeeelsker Barbapapa og får læst historierne højt hver aften. Ville hun have det på? Nej da! Jeg tænkte, at de søde pædagoger i vuggestuen kunne få hende på andre tanker, men hun nægtede. Hun endte med at være det eneste barn uden udklædning til hele fastelavn, men hun var heldigvis ligeglad. Selvtilliden fejler ingenting!

Pludselig er hun kommet i en alder, hvor hele pyntegenet titter lidt frem. Hun vil have spænde i pandehåret hver dag og hun er begyndt at klæde sig ud, når hun om eftermiddagen er med vuggestuen ovre i børnehaven. Prinsessekjolerne er blevet spændende og hun elsker at få af vide, at hun er fin! 

Forleden opdagede hun mormors neglelak og pegede sine egne fingre, mens hun sagde "også Memma" (det kalder hun sig selv).  Så der går nok ikke længe, før neglelakken må findes frem. 

Hun vil se sig i spejlet og kan lide, hvad hun ser. Jeg nyder at se, at hun har så meget selvtillid og selv kan se, hvor yndig hun ser ud hver dag <3 

Fine sløjfer i håret for første gang

Udklædt i vuggestuen en helt almindelig onsdag

Spænde i håret - nu dagligt


onsdag den 2. april 2014

Smukkeste Molo badekåbe

Badekåbe fundet her

Åh, er den ikke bare smuk? Jeg vidste ikke, at en badekåbe kunne være smuk, men jeg synes simpelthen, den er så fin! Molo og jeg har aldrig været gode venner. Jeg synes, det er for farverigt og mønstret, og derfor har Emma faktisk aldrig ejet noget derfra. De sidste par kollektioner har jeg dog lagt mærke til en del flere pastelfarver og rigtig tøsede mønstre, på den gode måde. 

Denne badekåbe er jeg helt forelsket i og jeg ved, at Emma vil have det på samme måde, hvis den flytter ind hos os! Hun knuselsker sin nuværende badekåbe, som er helt ensfarvet og snart for lille. Hver weekend peger hun på den og vil have den på, når vi indtager morgenbordet med efterfølgende Ramasjang eller Teletubbies.


mandag den 31. marts 2014

Spejlæg er sagen

Emma elsker æg i stort set alle afskygninger og har gjort det siden, hun var meget lille og måtte begynde at få andet end mælk. I øjeblikket er især spejlæg og røræg de helt store hit! Spejlæg laver jeg tit om morgenen i hverdagen og så deler vi nogle stykker. I weekenden laver Far røræg, som bliver spist med så stort velbehag af den unge dame, at jeg ikke altid når at smage. 

I lørdags startede dagen med spejlæg á la Mor og á la Emma:




Spejlæg á la Mor

Spejlæg á la Emma


mandag den 24. marts 2014

Sommer = nyt tøj


De sidste måneder har jeg sukket efter sommer og sol, så shoppingen har bestået af skønne sager til Emma, der minder om varmt vejr, leg udenfor og fregner på næsen.
Her er de ting, jeg glæder mig til at se hende iført, når hun udforsker haven, soppebassinet og diverse legepladser de næste mange måneder. Hun er ikke glad for flyverdragter, huer, vanter og lignende, så det bliver en befrielse for både os og hende, når hun kan komme udenfor i en fleece og et par kondisko eller sandaler. Der er ikke noget mere nuttet end små tæer i smukke sandaler!

Pompdelux fleece - lige her - Pompdelux lyserød tunika - lige her - Pompdelux blå tunika - lige her - Pompdelux shorts - lige her
Nærbillede af blå tunika - så smuk!

Badedragt fra H&M - lige her



Soft Gallery t-shirt - lige her

Nærbillede af t-shirtens fine print og broderier

Soft Gallery bukser - lige her


fredag den 21. marts 2014

Angulus - en særlig kærlighed

Angulus har en helt særlig plads i mit hjerte. Emmas første sko og sandaler var derfra og kvaliteten er altid helt i top. Jeg fik mit første par støvletter i efteråret og har nærmest levet i dem siden. Det er som at have smør siddende rundt om foden! En ekstra bonus er, at de fleste modeller fås i både en bred og smal model. Mine laaaange, smalle fødder elsker dem! 

I sidste uge kom der forårssko til samlingen i yndlingsprintet, leopard. Vi kommer til at matche så fint. Emmas støvlet har print i velour, som gør den dejlig at røre ved og hun synes, den er ret sjov. Hun kan næsten tage den på selv og det er også en fordel, når man er 23 måneder og helst vil alt selv!

Nu er vi helt klar til foråret, som heldigvis allerede er i fuld gang! 

Angulus støvletter til mor - lige her - Angulus støvletter til pige - lige her